På denne rejse vil vi stifte bekendtskab med nogle af de mest interessante kulturbyer i regionerne Emilia-Romagna og Veneto, Ravenna, i den tidlige middelalder Det vestromerske riges hovedstad, hvor vi skal bo de første to dage, Padova, med dens imponerende domkirke og Scovegni-palæet med Giottos berømte fresker og endelig Veneto-regionens hovedstad Venezia, hvor vi skal bo de sidste 5 dage.
Et overordnet tema på turen vil være de byzantinske mosaikker, som vi skal studere både i Ravenna og i Venezia.
Byerne vi skal besøge
Ravenna
Ravenna var allerede i 300-tallet bispesæde.
Da Kejser Konstantin i begyndelsen af 300-tallet flyttede Romerrigets hovedstad til Byzantium og der grundlagde Konstantinopel, så flyttede Vestrigets hovedstad til Milano.
Sidst i århundredet, da barbarerne pressede på fra nord og øst flyttedes vesthovedstaden til Ravenna, hvor den befandt sig fra 404 til Vestrigets undergang.
Kejser Honorius, 395-423, var af sin fader, kejser Theodosius, 379-395, gjort til medkejser allerede i 393, og da faderen døde i 395 blev riget delt mellem brødrene Honorius og Arcadius, hvor sidstnævnte blev kejser over Østriget, 395-408.
Med hovedstadsrang blev Ravenna derfor fra ca. 400 en vigtig arkitektonisk og kulturhistorisk byggeplads. Kejser Honorius og hans halvsøster, Galla Placidia, begyndte at opføre bygningsværker værdige for en kejserhovedstad.
Efter Honorius havde hersket over riget fra Ravenna fra 404 blev byen erobret af barbarerne i 476 under Odoacer, der blev italiensk konge under kejser Zeno i Konstantinopel.
Odoacer regerede dog ikke længe.
Ostrogoten Theodoric belejrede byen fra 489, og den faldt i 492 efter et stort slag og Odacer blev dræbt.
Herefter regerede Theodoric frem til 527.
Under kejser Justinian, 527-565, generobrede Østromerne området, og der blev i byen indsat en slags kejserlig vicekonge - en exark.
Dette system med byzantinsk overhøjhed virkede frem til 738, da lombardernes konge Luitprand ødelagde Classis, og omkring år 752 faldt selve Ravenna under hans efterfølger Aistulfs angreb.
Herefter tilhørte byen forskellige fyrstedømmer, det tysk-romerske Rige, frankerkonger, pavestaten m.fl. og Ravenna genvandt aldrig sin betydning.
Skønt krige, ikke mindst den sidste verdenskrig, har skab store ødelæggelser i byen, så er mange af de oldkristne bygninger velbevarede.
Foruden selve bygningsværkernes arkitektur er det disse bygningers mosaikker, der har gjort Ravenna berømt.
Ravenna er det eneste sted i Vesteuropa, hvor man kan se så mange mosaikker, og selv om en del af dem, siden de blev fremstillet, har været gennem ret hårdhændede restaureringer, så er Ravenna stadig et besøg værd alene for disse mosaikkers skyld.
Vi skal se mange af disse oldkristne bygninger under vort besøg:
Kirken San Apollinare in Classe, blev påbegyndt omkr. 530 og indviet i 549 efter exarkiatet var oprettet af ærkebiskop Maximianus.
Bygningen er en typisk norditaliensk treskibet basilika med en narthex, to sideskibe og en arkade med 24 rigt årede marmorsøjler, der hver står på en lav plint og har kapitæler som mønsterudskårne terninger efter byzantinsk skik.

Kirken er den største i Ravenna og er udvendigt opdelt med buer og pilastre. Klokketårnet er fra det 9.-10. årh. I 15. årh. blev skibets udsmykning revet ud, så alle mosaikker i narthex og skib er relativt nye, men apsis har mosaikker fra 6. årh.
San Apollinare Nuovo-kirken i Ravenna hører til de betydeligste fra det 6.årh. og er byens største kirke. Den blev opført af Theodoric, ostrogoternes konge, omkring 490-500-514. Theodoric ønskede, det skulle være den største af de arianske kirker, og dens oprindelige navn var San Martino in Coelo Aureo, hvilket navn den var kendt under frem til det 9. årh.
Kirkens midterskib afgrænses af 24 marmorsøjler fra Rom eller Konstantinopel med korinthiske kapitæler. Sidevæggene har mosaikker fra det 6. årh.
Mange af denne kirkes former kan findes også i den 50 år ældre kirke, San Apollinare in Classe, og navnesammenfaldet er givet ikke en tilfældighed.
San Vitale, som er af af centralkirketypen, blev opført under kejser Justinian I, 527-565. Det var Theodorics datter, Amalasuntha, der begyndte på arbejdet, og pengene til byggeriet blev som for flere af de andre kirker skænket af bankieren Julianus Argentarius. Den blev indviet i 547 af ærkebiskop Maximianus, og han er på en af mosaikkerne afbilledet ved siden af kejser Justinian og kejserinde Theodora.
Kirken har en kompleks grundplan som en oktogon med en smal narthex (vestibule), der strækker sig over to af de otte sider.
Dens ydre står i en rødlig sten, og facaderne præges af mange rundbuede vinduer med gittersprosser.
Bygningen fremstår i tre etager. Nederste og mellemste med samme grundplan og med store stræbepiller i de hjørner, hvor sidebygninger ikke er tilsat. Over centrum rejser den tredje etage sig som et centraltårn med oktogonform. Alle tagene med svag hældning dækket af teglsten.
Fra narthex kommer man ind i den ottekantede omgang. Hovedrummet er adskilt fra omgangen med otte piller, der går gennem niveauetagen og også dækker tribuneniveauet.
Arkadebuernes åbninger er opdelt med hver to søjler i halvcirkelnicher, der vender udad fra centrum. Søjlerne har en slags terningkapitæler, der er udskåret med slyngmotiver, nogle endda med to højder terninger over hinanden. Over tribunens buer fortsætter den indre rotunde med vinduer i en oktogon for at slutte med en kuppel hvilende på pendentiver.
Koret dækker en af de otte sider og rækker fra centralrummet gennem omgangen og ud over oktogonen, hvor det afsluttes med en halvrund eller oktogonal apsis - indvendig, og trekantet udvendig. Indvendig i apsis er også otte nicher. På hver side af koret er der hhv. et prothesis og et diakonikon, begge med cirkelform. Der er en afdeling for kvinder, matroneo, på tribuneniveau.
Alteret har her som i Galla Placidias gravkirke været af tynde alabasterplader, som det var meningen, at der skulle stilles lys eller lamper bag, så mineralet ville gløde som guld. Mosaikkerne fra det 6. årh. er af meget høj kvalitet.
Galla Placidas gravkirke. Gravkirken er bygget omkring 450. Den har grundplan som et latinsk kors med fire lige lange arme og med et stort midtertårn. I dag er bygningen udefra af uanselige rødlige mursten, og hver korsarm er i én etage med saddeltag. Over korsskæringen rejser bygningen sig i endnu en etage, der afsluttes med et pyramidetag. Adgangen sker gennem en meget snæver døråbning, hvorfra man kommer ind i det tøndehvælvede hovedrum med mosaikker og ret over for døren er den sarkofag, som man mener, Galla Placida blev lagt i.

Theodorics gravmæle. Mausolæet, der blev bygget mellem 500 og 525, er udvendigt beklædt med hvid marmor. Det er en dekagon udvendig i to etager, hvor den nederste har ti nicher med bueoverdel. Øverste etage er indrykket, og der er her en balkonomgang på underdelens flade tag. Bygningen er dækket af en monolitkuppel, der er fragtet hertil fra stenbruddene i Istrien. Den vejer over 300 tons.
Den indre form er rotunde med en apside tværs på indgangen i hver side.
Padova
Byen bryster sig af, hvad den ikke har: en helgen uden navn, en eng uden græs og en cafè uden døre.
Helgenen uden navn er Sankt Antonius, men for padovanerne er han simpelthen helgenen, som de ikke føler, at de behøver at nævne ved navn.
Engen uden græs, eller som den hedder på italiensk: Prato della Valle (dalengen), er i virkeligheden en plads, der med sine 90.000 m2 og sin rige kunstneriske udsmykning ikke er blandt de meste undseelige.
Prato della Valle
En af de største af sin art er også caféen Pedrocchi, der godt nok har døre, der imidlertid altid står på vid gab, på grund af de mange besøgende, der konstant strømmer ind og ud.
Et stykke eklektisk arkitektur fra sidste halvdel af 1800-tallet, der tidligere var mødested for byens intellektuelle – deraf betegnelsen litterær café.
Padova savner således ikke storhed, der kan sammenlignes med storesøsteren Venezia.
Et andet grandiøst bygningsværk er Palazzo della Ragione (kaldet il Salone) fra 1218, oprindelig byens retsbygning.
Salonen på den øvre etage er den største ”hængende” sal i verden. 81 m lang , 27 m bred og 27 m i højden.
Padova har endvidere Italiens og Europas næstældste universitet (efter Bolognas) fra 1222, hvor blandt andre Galilei har undervist.
Universitetet har bevaret mange interessante bygninger, blandt andet det, der indeholder det anatomiske teater.
Imponerende er også Antonius Basilikaen, eller Helgenens kirke som padovanerne kalder den, som blev påbegyndt i 1232 i forbindelse med Antonis helgenkåring, og som i et af kapellerne opbevarer nogle af hans jordiske rester.
Den er 110 m lang og kuplen er 67 m høj.
Basilikaen er opført over en neget lang periode, hvilket arkitekturen bærer præg af. Stilarterne er mange, fra byzantinsk og romansk til gotiske og med enkelte elementer i renæssance og barok.
Den rummer fine freskomalerier i gotisk stil af malerne af Altichieri og Giudo dè Menabuoi og skulpturer og bronzerelieffer af den florentinske renæssancekunstner Donatello.
I Padova vil der også være mulighed for at opleve en smuk natur, om end en noget tæmmet af slagsen.
Gennem byen løber floderne Brenta og Bacchiglione. Førstnævnte har sin udmunding i Adriaterhavet ved Venezia og sidstnævnte løber sammen med Po, Italiens største flod.
Derudover er der et net af kanaler i og uden for byen, som alle besejles.
Hvad Padova imidlertid nok er mest berømt for er det fantastiske Scrovegni kapel udsmykket med freskomalerier af Giotto i 1305.
Giotto kaldes den første moderne maler idet han brød med den stive, todimensionelle stil og dermed banede vejen for renæssancekunsten.
Han er nok mest kendt for sin freskecyklus over Frans’ liv i San Francesko-kirken i Assisi, men her i Scovegni-kapellet finder vi et mere komplet og forfinet værk af kunstneren, der skildrer Kristus' og Jomfru Marias liv.
Venezia
Har man ikke været i denne by før, kan man ikke forestille sig det overvældende intryk den gør på alle.
Utallige forfattere har gennem århundreder forsøgt at skildre det første møde med Venezia og den uvirkelige, eventyragtige stemning, der hviler over byen.
Byen skal naturligvis første gang opleves fra vandet, og derfor starter vi om morgenen efter vores ankomst til byen besøget med at sejle ad den aristokratiske hovedkanal, Canal grande, og lader os hypnotisere af de stolte palæer, der ligger side om side i en uendelig række, nogle i gotik andre i renæssancestil, nogle prangende og andre mere beskedne i deres udtryk.
Det gyldne palæ Ca d’oro, Palazzo Vedramin-Calergi, hvor Wagner skrev sin Götterdämrung, Palazzo Corner, Ca Grande, palazzo efter palazzo, og ind under den høje Rialto-bro med dens boder og summen af mennesker. Ind i mellem ser vi også svulmende barokkirker, og det hele knyttet sammen af vandet og det glitrende lys.
Vi begynder at mærke den friske havluft fra lagunen og kan efter at have passeret kanalens knæk skimte Venezia vartegn, Santa Maria della Salute med dens dristigt opsatte kuppel.
Vi står af ved La Piazzetta og beundrer Dogepaladsets med dets festlige, orientalsk påvirkede facade.
Derfra bevæger vi os ind på den mægtige Markusplads, der omgives af procuratiebygningerne på de to langsider, den rigt udsmykkede facade på den kuppelkronede Marcus-kirke på den tredje og Napoleons geniale afslutning af pladsen med Nuova Fabbrica på den fjerde.
Vi skal naturligvis besøge Markuskirke med dens blændende mosaikker.
Vi går herefter en lille byvandring til nogle af Venezias andre seværdigheder i kvartererne Polo og Dorsoduro.
Vi skal under vores ophold sejle ud til øen Torcello i lagunen, der var den tidligst beboede ø i lagunen og en gang Venezia centrum.
Øen har mistet sin fordums glans fra dengang, der her lå senesevis af paladser, 12 kirker og 16 klostre.
Kirkerne på øen Torcello
Hvad der er tilbage er et kompleks af 4 bygninger med katedralen Santa Maria Assunta, grundlagt i 639 og med mange byzantinske mosaikker fra det 11. og 12. århundrede, deriblandt en meget levende fremstilling af dommedag, og kirken Santa Fosca fra det 12. årh. med en søjleforhal med et grundplan i fom af et græsk kors.
Kanalparti på øen Burano
På hjemturen vil der være mulighed for at stå af på øen Burano med dens små fiskerhuse i alle regnbuens farver, og eventuelt spise frokost her, ligesom der vil være mulighed for at stå af på Murano, berømt for sine mange glaspusterier.
Dagen før hjemrejsen vil vi foretage en spadseretur i kvarteret Cannaregio og i den jødiske ghetto.