I DE DANSKE KUNSTNERES FODSPOR TIL ROM OG ITALIEN
8 dages flyrejse 31. oktober - 7. november
Rejseledere: arkæologerne Ulla Rald og Karina Mitens
Når varmen sænkede sig over Rom, så lokkede det frie landskab uden for byens mure og Sabiner / Albanerbjergene, på italiensk kendt som ”Colli Albani”. Der fandt kunstnerne oldtidsminder, hyrder, får, studerede lokalbefolkningens farverige dragter - tænk blot på de smukke malerier vi bl.a. kan se på Statens Museum for Kunst.
Dette landskab har tiltrukket mennesker lige fra Aeneas, der kom til Latiums kyster, på flugt fra det brændende Troja o. 1200 f. Kr. til antikkens romere, der søgte ud fra storbyen og de danske kunstnere, der drog på dannelsesrejse til Rom. Mange af vor guldaldermalere har været der, bl.a. Eckersberg, Constantin Hansen, Jørgen Roed, Sonne og Marstrand , såvel som H.C. Andersen, og de skildrede det maleriske folkeliv, naturscenerier og ruinerne ude i Albanerbjergene med Frascati og Genzano.
Vi skal på turen se både på arkæologien, myterne, landskabet med de smukke bjerge, skibene, der blev brugt af de romerske kejsere til storslået underholdning på de to store søer, Albano og Nemi, hvor Diana’s helligdom lå.
Vi skal også besøge gudinden Fortuna’s helligdom i Palestrina, der er det arkitektoniske forbillede for Viktor Emanuel Monumentet i Rom.
Arkæologiske udgravninger, også danske, har frilagt mange af ruinerne i området f.eks ”Cæsar’s” villa ved Nemi, Cicero’s i Tusculum, og rester af kejser Domitians villa i pavens sommerresidens i Castel Gandolfo, tidlige Hadrian’s enorme anlæg i Tivoli nær Villa d’Este.
Derudover skal vi også studere det ”moderne” byliv i området, nyde maden og vinen som produceres bl.a. i Frascati og i området af Olevano Romano, der også var et af de danske kunstneres fortrukne steder, der som mange af de andre byer i området ligger malerisk placeret på bjergenes skråninger.
Vi skal bo ude i selve Colli Albani-området, i Genzano og Frascati, men vi vil også tage ind til Rom, spise på det lokale osteria ved ”Ponte Molle”, nutidens Ponte Milvio, som var vi de danske kunstnere, der her blev modtaget af deres venner, allerede bosiddende i Rom, og se hvor kunstnere boede, alle tæt ved Thorvaldens hjem, for derefter at drage ud ad den antikke Via Appia, på vej ........ ud til den romerske Campagne.
Program
31/10
11.30 seneste mødetid i Kastrup lufthavn
13.20 afgang med fly fra Norwegian air
15.55 ankomst til Rom
Vi kører fra lufthavnen ud til Ostia Lido og sydpå ad kystvejen og ser Pratica di Mare, (Lavinium, Aeneas' by) på vejen til Genzano og vort hotel Villa Rubinia.
1/11
Vi kører ind til Rom, og følger i de danske kunstneres fodspor, hvor vi spiser frokost på lokalt osteria lige ved Ponte Milvio, derpå går vi over broen og ned til Piazza del Popolo (vi kan benytte sporvognen et stykke vej), og videre til Den spanske Trappe og ned ad Via Sistina med Casa Buti, hvor Thorvaldsen tilbragte næsten 40 år, og H.C. Andersen boede skråt overfor.
Vi ender nede på Piazza Barberini hvor Thorvaldsen havde sit værksted i Palazzo Barberini. Vi kører ud ad byen ad de gamle veje ud på den Romerske Campagne.
2/11
Vi skal besøge Colli Albani byerne Ariccia med Bernini’s kuppelkirke, Castel Gandolfo, pavens sommerresidens og antikkens Alba Longa, samt Albano med antikt amfiteater, romerske gravmæler og rester af byport til det romerske Castrum
3/11
Lanuvium, hvor en middelalderborg er bygget over den antikke by, og teatret er blevet til en restaurant.
Derpå til Nemi med den smukke sø, den kendte og hyggelig by, og Diana’s helligdom og skibsmuseet.
4/11
Vi kører først til Frascati og ser byen med dens kirker og markedsliv og installerer os så på det tradionsrige Hotel Cacciani.
Derpå kører vi til det antikke Tusculum, hvor Cicero havde en villa.
5/11
Tivoli med Villa d’Este med de smukke fontæner og kejser Hadrian’s villa
6/11
Palestrina, det antikke Præneste med Fortuna Helligdommen, og bjergbyen Olevano Romano som er blevet gæstet af kunstnere gennem flere århundreder.
7/11
Formiddagen til fri disposition
13.45 afgang fra hotellet
16.55 flyafgang fra Rom/Fiumicino lufthavn
19.30 ankomst Kastrup
Hotellerne
Hotel Villa Robinia i Genzano
Dette 3-stjernede hotel ligger i centrum af byen og har en dejlig have.
Hotellets restaurant serverer såvel lokale som internationale retter.
Der er 31 værelser, alle med privat bad, sat-TV og direkte telefon.
Hotel Cacciani i Frascati
er ligeledes 3-stjernet og ligger centralt i byen, men med udsigt over den romerske campagne, ikke langt fra den berømte Villa Aldobrandini.
Hotellet har vært ejet og ledet af den samme familie siden 1922, og hotellets restaurant er optaget på listen over "historiske lokaler i Italien".
Der er 22 nyrenoverede værelser, de fleste med balkon eller terrasse.
Alle værelser har privat bad med hårtørrer, sat-TV, direkte telefon og minibar.
Pris
kr. 7.950,- pr. person i dobbeltværelse med bad/toilet
Tillæg enkeltværelse med bad/toilet kr. 730,-
Fly København – Rom t/r,
Transfer til / fra hotel
7 overnatninger med morgenmad, 4 i Genzano og 3 i Frascati,
Halvpension - 6 middage og 1 frokost
Alle udflugter. Udflugt hver dag med egen bus.
2 rejseledere på hele turen fra start til slut.
Der betales derudover kontingent på kr. 150,- til Rejseforeningen Italiensk forum, hvis man ikke allerede er medlem af denne.
Ikke inkluderet: entreer, drikkevarer
Bestilling og betaling
Du kan bestille din rejse ved at sende en email til italiensk@forum.dk
Husk at angive alle deltageres navne præcis som de er anført i deres pas.
Der skal også angives, hvilken indkvartering du ønsker og om du ønsker ferierejseforsikring og/ eller afbestillingsforsikring.
Hvis du ikke har mulighed for at tilmelde dig på vores hjemmeside kan du rekvirere en tilmeldingsformular hos Italiensk Forum.
Foreningens tekniske arrangør AlfA Travel sender bekræftelse med indbetalingskort. Depositum er kr. 1.000,- pr. deltager + kontingent til rejseforeningen på kr. 150,- og beløbet skal indbetales senest den dato, som er anført på girokortet. Restbeløbets forfaldsdato fremgår af bekræftelsen samt girokort. Det er også muligt at overføre betaling via homebanking til AlfA Travel’s konto (reg.nr. 7590) 1554834. Husk ved bankoverførsel at anføre bookingnummer. Overholdes de anførte betalingsfrister ikke, forbeholder AlfA Travel sig ret til at annullere rejsen uden varsel.
Afbestillingsforsikring
Vi anbefaler at tegne en afbestillingsforsikring fra Europæiske Rejseforsikring A/S.
Forsikringen tegnes hos AlfA Travel og dækker afbestilling lige op til afrejse i tilfælde af akut opstået sygdom, alvorlig tilskadekomst eller dødsfald hos den rejsende selv, dennes ægtefælle, svigerbørn, samlever, børn, forældre, svigerforældre, svigerbørn, børnebørn, bedsteforældre, svigerinder eller svogre. For de fleste af de udbudte rejser, kan det betale sig at tegne en årsafbestillingsforsikring, der gælder i 1 år fra tegningsdatoen (dækker op til Kr. 10.000,- pr. person) pris kr. 235,- og kr. 695,- for familier. Prisen for gentegning er kr. 175,- for individuelle og 410,- for familier. Vælges årsafbestilling, skal CPR-nummer anføres ved bestillingen.
Du kan finde mere information på Italiensk forums side om forsikringer (se denne)
Afbestillingsregler
Ved afbestilling mere end 61 dage før afrejse er depositum fortabt.
Ved afbestilling mindre end 61 dage, men mere end 14 dage før afrejse er udover depositum 50% af rejsens pris fortabt.
Ved afbestilling mindre end 15 dage før afrejse er rejsens totale pris fortabt.